Nåmmen, så fandt jeg lige noget mere pakkekalenderrelateret frem i min store oprydning i systuen. Sidste år var jeg åbenbart også gået i gang med at sy noget gavegemmeriarrangement til pigerne. Som heller ikke blev færdigt. For Silvan, altså! Jeg bander ad mig selv...

Lige nu står jeg så med 3 ufærdige pakkekalendre, der i fremtidig stand kan bestå i: Klassisk med lommer, poser på knager, julesokker på snor. Jeg kan egentlig godt lide dem alle tre, men jeg bør nok satse på at lave den færdig, der tager mindst tid. Det er jo lige om lidt de skal bruges!
Og så er jeg ikke engang kommet særlig langt med det, der skal stoppes i lommerne/poserne/sokkerne. Foreløbig har jeg fået indkøbt:
-9 klistermærkeark
-2 små pakker med jordbærte
-2 poser med musen fra helvede aka. Diddl
-2 pakker hårelastikker
-noget jeg ikke kan huske
Det er jo ikke alverden....Klistermærkearkene kan deles ud over mange dage og det er meningen de skal klistres i deres gamle pas, som de er glade for at tegne og klistre i. Jeg er sikker på, at det bliver nødvendigt at pointere formålet en enkelt gang eller tre...
Jeg regner også med at køre den free style nogle af dagene med rosinpakker og i den dur der.
Samtidig er jeg ved at sy juletøj til dem, så det kunne jo også komme i nogle af dagene. Det bliver nok som skattekort, for det er kun poserne, der kan rumme tøj og jeg ved jo endnu ikke, hvilken kalender jeg skal satse på???
I virkeligheden synes jeg, det er lidt noget pjat med pakkekalendre, for
skal man så have en gave hver dag? Lidt lissom fredags- eller lørdagsslik, hvis man har den slags - er man så tvunget til at kyle sukker i knolden? Ronni synes jeg er en forstokket hippie, når jeg forsøger at fremføre argumenter for less is more.
Jeg synes det ville være mest hyggeligt, hvis man stadig kunne bilde dem ind, at det er NISSEN, der kommer med gaverne og at han er en drillenisse og derfor kommer han måske ikke hver dag. Så kunne man også fralægge sig ethvert ansvar de dage, hvor man måske glemte det. Ikke at det sker her, men
hvis nu...
Men jeg ved, det ikke kommer til at foregå på den måde, for jeg hørte Ella og Sofia snakke sammen om julens traditioner i vinterhaven den anden dag.
Sofia: Nu leger vi, at det er jul, Ella.
Ella: Ja, så kommer julemanden.
Sofia: Ja, det gør han, Ella.
Ella: Så skal jeg aflevere mine sutter til ham.
Sofia: Ja, Ella. (med ros i stemmen:) Du er dygtig! (med beroligende stemme:)Men du skal ikke være bange for ham.
Ella: Nej, jeg skal ikke være bange for julemanden.
Sofia: Nej, for det er bare morfar, der har klædt sig ud.
Hehe - så kan man sidde i stuen ved siden af og smile i sit juleskæg over, hvem, der mon narrer hvem;)